Gyldenhåndet tamarin

Gyldenhåndet/rødhåndet tamarin,  Saguinus midas (Golden-/red-/yellow-handed/midas tamarin) er en rigtig spændende abe, af arten silkeaber

Fuldvoksen størrelse

Tamariner har en kropsstørrelse på omkring 20-30 cm plus en hale på ca. 25-45 cm.
Vægten ligger typisk på ca. 400-500 g, men de kan blive både større og mindre. Af
de 7 arter er rødbuget, skæg- og gyldenhåndet tamarin generelt de største/kraftigste
og paryktamarin den mindste, men størrelsesforskellen mellem arterne er generelt
ikke specielt stor. Kønnene er nogenlunde lige store hos alle arter. Hunnerne har to
dievorter.

Monkey World Hillerød

Har en stor gruppe Gyldenhåndet tamariner midt i regnskoven, der kan håndfodres

Klik her og se Elliott fodre aberne

Andre tamariner

• Brunrygget tamarin er sort på nakke, hals, hoved og ben, mens pelsen på ryggen er
  helt eller delvist rød-brun med gullige og sorte stænk. I ansigtet er der hvidt omkring
  munden og næsen samt evt. over øjnene.
• Geoffroy’s tamarin er på ryggen sort med gule stænk, nakke og hale er rødlig,
  halespidsen sort, mens bug, ben og hals er hvide. Det sorte ansigt er hvidt på
  kinderne, og øverst på hovedet er en trekantet hvid plet.
• Rødbuget tamarin har en sort pels, evt. med hvide/grålige stænk bagerst på ryggen.
  På bugen er pelsen rød/gylden. Ved næsen, omkring læberne, ved nakken og evt.
  foran ørerne er hårene hvide.
• Kejserskægtamarin har en pels, der inderst er mørk og yderst har hvide og gyldne
  stænk. Halen er fra basen og ud til spidsen rødgylden. I ansigtet er et karakteristisk
  langt hvidt skæg, der buer nedad.

Gyldenhåndet tamarin

Gyldenhåndet tamarin har en sort pels med gullige stænk bagerst på ryggen.
Ansigtet er ligeledes sort, men pelsen omkring næse og mund er sparsom.
Fødderne har en karakteristisk gullig/gylden/orange farve.
Skægtamarin har en sort pels, evt. med gyldne/hvide stænk på ryggen. I ansigtet er
pelsen omkring næsen, læberne, på kinderne og evt. lige omkring øjnene helt hvid
og ligner rødbuget tamarins markeringerne. Det hvide område omkring læberne er
dog større, og bugen er ikke rødlig som hos rødbuget tamarin.

Paryk tamarin

Paryktamarin er nem at kende fra de andre tamariner på grund af den
karakteristiske hvide, lange hårdusk/kam (”parykken”), der løber fra panden, over
toppen af hovedet og ned til nakken. Pelsen på ryg og skuldre er brunlig, bagdelen,
inderlårene på bagbenene og toppen af halen er rødlig, mens pelsen på bug, hals,
ben og fødder er hvidlig/gullig. I ansigtet er pelsen sparsom, og ansigtsfarven er sort
med markeringer af lyse, korte hår.
Hos alle arter (i mindre grad hos skægtamarin) er ørerne spidse opadtil, og spidsen
hænger ofte lidt nedad.

På hver fod er fem tæer, hver med en klo med undtagelse af storetåen, der har en
flad negl. Aberne bruger kløerne til at holde sig fast med, når de bevæger sig rundt i
træerne. Halen bruges til at holde balancen under klatring og spring.
Tamariner har duftkirtler ved kønsorganerne og midt på brystet.

Alder

Forventet levealder
Tamariner bliver normalt ca. 10-14 år i fangenskab, men er set at blive over 20 år.
4 Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur
Tamariner er dagaktive, men hviler sig typisk flere gange i løbet af dagen. De lever
primært i træerne, ofte i højder på over 10 m, hvor de bevæger sig rundt for at finde
føde. De fleste arter kommer kun sjældent ned på jorden. Om natten sover de i
beskyttede områder i træerne. De lever naturligt i sociale familiegrupper med både
voksne, større og mindre unger. De skal derfor altid holdes mindst 2, men gerne
flere, sammen.

Voliere

Til et par anbefales en indevoliere (19 x 19 mm i maskestørrelse) på mindst 3,5 x
1,5 x 2,5 m (l x b x h), men helst større og højere. Ved flere individer bør
grundarealet øges med ca. 10 % per ekstra individ.
Anlægget skal med indretningen udnyttes godt både i højden og grundarealet, så
dyrene har mulighed for både at springe langt (fra gren til gren) og klatre vandret,
lodret og diagonalt. Sørg for, at der altid er masser af skjul tilgængeligt (f.eks. grene
med blade) i hele anlægget, især i den øvre del, og at der er flere platforme, hvor
alle individer kan sidde samtidigt. Der skal dagligt sikres en 12 timers belysning

Indendørs

Indeanlægget skal helst være tilknyttet til en udendørsvoliere i tilsvarende størrelse
eller større og med lignende indretning, som aberne kan have adgang til, når vejret
tillader det. Udeanlægget skal være delvist overdækket og afskærmet fra siden, så
der både er beskyttede områder i ly for regn og blæst og områder med mulighed for
direkte sol. Udevolieren skal endvidere være udstyret med en dørsluse for at
mindske risikoen for, at dyrene undslipper. Sker det alligevel, vil det undslupne
individ normalt inden længe lokkes af de andre individers kontaktkald og søge
tilbage til de kendte omgivelser.

Hele anlægget

Hele anlægget (inde som ude) indrettes med rigelige klatre- og springmuligheder i
form af naturgrene, hylder og tovværk (ubehandlet hampereb; ikke nylon), og hvor
muligt træer med bevoksning. Grenene skal være i forskellig tykkelse, og gerne
også nogle tyndere, der kan give efter og træne dyrenes fysiske færdigheder.
Grenene og tovværket skal placeres både lodret, vandret og i andre varierende
vinkler rundt om i anlægget, og nogle skal placeres med en tilstrækkelig afstand, så
dyrene nødsages til at springe mellem dem (de kan sagtens springe horisontalt flere
meter).

Husk

Desuden skal der øverst i indevolieren være let adgang til mindst én, gerne
flere, sovekasser (f.eks. parakitkasser, eventuelt foret med hø eller klude) på ca. 25
x 20 x 20 cm (h x b x d). Indgangsåbningen skal være ca. 10 x 15 cm, helst placeret
i den øvre del af kassen. Det vil være en stor fordel, hvis kasserne let kan nedtages
og aflukkes, da det er den letteste og mindst stressende måde at indfange dyrene
på (f.eks. ved flytning til nye anlæg), vel at mærke når de naturligt opholder sig heri
(f.eks. når de sover).

Bundlag

Som bundlag i indevolieren kan bruges spåner, flis, visne blade fra skoven og evt.
avispapir under. Udenfor kan jord (evt. plantedækket) og flis bruges.
En god hygiejne skal altid opretholdes i hele anlægget. Foderrester fjernes og hylder
aftørres dagligt. Indenfor skal bundlaget skiftes ca. en gang om ugen. Grene skiftes
efter behov, eller ca. 1-2 gange om året.

Pasning

Særlige pasningsbehov, herunder krav til temperatur
Tamariner trives fint indendørs ved normal stuetemperatur på 18-22 °C, og
indeanlægget skal kunne opvarmes, så denne temperatur opretholdes hele året.
Den relative fugtighed i indeanlægget skal være relativt høj (min. 50-60 %, men
gerne omkring 80 %).
Hele året (eller kun i vinterhalvåret, såfremt der trænger naturligt dagslys ind) skal
indeanlægget belyses 12 timer hver dag for at sikre, at dyrene året rundt får en
tilstrækkelig lang dagsperiode, hvor de kan være aktive, søge føde og interagere
socialt med hinanden.
Sørg for, at varmelamper, ledninger o.l. er placeret/afskærmet, så de er helt uden for
abernes rækkevidde.

Stimulering

Stimulering og behov for motion
For at beskæftige og udfordre aberne med aktivt at søge efter føden bør foderet
gøres svært tilgængeligt og ikke blot serveres udskåret i en skål. Diverse fødeemner
kan placeres og gemmes rundt om i anlægget, og gummi arabicum kan med fordel
smøres på forskellige grene og i huller. Tørfoder kan anbringes i en eller flere
beholdere, hvor aberne skal række ind efter det gennem huller i siden. Kun
fantasien sætter grænser for selv at lave foderbeholdere, der stimulerer og aktiverer
dyrene. Man kan desuden veksle mellem hele og udskårne frugter.

Indretning

Indretning (grene, tovværk) og bundlag (f.eks. trøsket (forrådnet, tørt) træ, visne
blade) bør også ændres/flyttes/skiftes jævnligt, så dyrene oplever nye fysiske
udfordringer regelmæssigt. Meget af det legetøj og tilbehør til fritter, egern,
chinchillaer og automater til fodring af vilde fugle, som kan købes færdiglavet, kan
evt. med lidt ændringer også sagtens bruges til tamariner.

Træning

Man kan desuden træne med sine aber, hvilket kan være en stimulerende aktivitet
for dyrene og desuden være en stor fordel for begge parter, når man nødsages til at
håndtere dem ved f.eks. sygdom. Her kan f.eks. klikkertræning bruges (brugen af en
kliklyd med godbid som belønning) til en given opgave/udfordring. Andre specifikke
lyde kan ligeledes bruges, så længe den samme lyd bruges konsekvent i samme
situation og til samme formål/opgave.
Tilstedeværelsen af artsfæller er en god miljøberigelse i sig selv, og dyrene vil trives
bedst i naturlige små grupper fremfor i par (de må aldrig holdes alene), hvor de kan
have sociale bånd til flere individer, groome (pelssoignere) hinanden på kryds og
tværs og evt. hjælpe med opfostringen af unger.
Tamariner ses i naturen at bevæge sig op til 2 km hver dag, og de har overordnet et
aktivitetsområde på op til 120 ha, der ofte overlapper mellem grupperne.

Aktivitetsområde

Paryktamarinens aktivitetsområde er dog op til 10 ha, og gruppen er mere territoriel
end hos de fleste andre af disse tamarin-arter. Tamariner er generelt rigtig gode
klatrere og bevæger sig hurtigt omkring i træerne. De er i stand til at springe vandret
flere meter mellem grene og kan springe fra store højder til jorden uden at tage
skade. Tamariner er endvidere meget livlige dyr, der skal have en del motion for at
trives og for ikke at blive overvægtige.

Tovværk

Det er derfor meget vigtigt med et rummeligt
anlæg indrettet med mange hylder, grene og tovværk i forskellige vinkler og
niveauer, så der er rigeligt med klatre- og springmuligheder.

Således får de den nødvendige motion.
Forskellige udfordrende beholdere til foder kan med
fordel bruges til at stimulere og aktivere tamariner.
Gem og fordel også forskellige fødeemner rundt
omkring i anlægget. På den måde skal de bruge tid
og kræfter på at få fat i føden.

Fodring

Tamariners naturlige føde består af planteskud, frugter, insekter (især græshopper
og fårekyllinger), edderkopper, mindre hvirveldyr (frøer, firben m.m.), nektar,
plantesafter og gummi. Modsat marmosetter og dværgsilkeaber er de ikke helt så
afhængige af indtagelsen af gummi og har ikke specialiserede hjørnetænder hertil.
Gummi indtages dog, hvis det er let tilgængeligt. Husk vitaminer til aberne. Til gengæld har de et stort behov for animalsk, proteinrig føde. Det er derfor vigtigt, at dette indgår i tilstrækkelige
mængder i det daglige foder. Køb foder her!

Dagligt

Tamarinerne skal fodres to gange dagligt (morgen og eftermiddag), men der skal
altid være adgang til friske silkeabe-foderpiller samt rent drikkevand. Ved hver
fodring skal gammelt foder først fjernes.
Foderplan til 2 voksne tamariner:
Morgen: Ca. 12 g vælling oprørt i ca. 100 ml vand tilsat 6 dråber multivitamin til børn
+ ca. 180 g blandet frugt og grønt (f.eks. æble, champignon, ært, majs, gulerod,
selleri og diverse andre rodfrugter).
Eftermiddag: Ca. 40 g blandet sød frugt (f.eks. banan, pære, melon, mango, papaya
o.l.), der overdrysses med lidt kalk- og mineralblanding og C-vitaminpulver. Frugt og
grønt kan skæres i mundrette stykker eller serveres i større stykker eller hele, så
aberne har noget at bearbejde.

Eftermiddag

Derudover suppleres dagligt, primært eftermiddag, med havregrød, kogte ris, kogt
torskerogn, kogt kyllingekød, fiskefrikadelle, rejer (rå eller kogte), hårdkogt æg,
yoghurt, mild ost, katte- eller hundemad, hakket oksekød, aflivede museunger o.l.
Der gives 1-2 slags, varierende fra dag til dag.
Hver 2. dag gives hvert individ ca. 10 g akaciegummi og ca. 5-10 stk. insekter (f.eks.
græshopper, fårekyllinger, melorme o.l.).
Foder- og drikkeskåle (en flaske kan også benyttes til drikkevand) anbringes, så
aberne har let adgang hertil og de ikke kan forurenes oppefra (f.eks. med en hylde
over). Hver 2. dag skal tørfoderet udskiftes (det gamle smides ud), og beholderne
vaskes. Dog kan tørfoderet holde sig frisk i 4-5 dage, hvis det gives i en delvist
lukket beholder (f.eks. med huller i siden).

Sociale behov

Tamariner lever i større eller mindre sociale grupper på 2-15 individer, men typisk
omkring 4-7 individer (skægtamarin dog ofte færre). Selvom der i naturen kan være
flere voksne og unge hanner og hunner i samme flok (en udvidet familiegruppe), er
gruppen oftest bestående af en familie med ét par med flere kuld unger. Er
familiegruppen større, vil der normalt stadig kun være ét ynglende par (eller i det
mindste én ynglende hun), som er dominante over for de resterende
gruppemedlemmer.

Hunnerne

I gruppen dominerer hunnerne typisk over hannerne, hvor hunnerne også ses oftere
at afmærke gruppens område med dufte fra kirtler på brystet og ved kønsorganerne.
Urin bruges også til duftafmærkning, og tamarinerne ses at træde i det for derved at
sprede duftstofferne rundt. Hos rødbuget, gyldenhåndet, Geoffroy’s og
paryktamariner forsvares gruppens område ofte aggressivt mod andre grupper,
afhængigt af bl.a. fødemængden og -tilgængeligheden, selvom gruppernes områder
dog kan overlappe til en vis grad.

Generalt

Generelt er tamariner inden for samme gruppe meget sociale og tolerante over for
hinanden, og de vil forsvare hinanden ved trusler fra fremmede artsfæller.
Gruppemedlemmerne bruger desuden en stor del af deres tid på at soignere
hinandens pels, hvilket udover at have hygiejniske fordele også vedligeholder de
sociale bånd. Derudover hjælper de ikke-ynglende individer samt faderen i høj grad
med opfostringen af ungerne. Udover gennem brug af duftstoffer kommunikerer
tamariner med hinanden ved hjælp af ansigtsmimik, kropssprog og forskellige lyde,
heriblandt forskellige pib og skrig.

Tamariner

Tamariner skal derfor altid holdes flere sammen, gerne i naturlige familiegrupper.
Medmindre anlægget er meget stort, bør der i en gruppe ikke være meget mere end
ca. 8 individer, da der ellers ofte vil opstå konflikter, hvor moderen muligvis vil
forsøge af jage de ældste unger væk. Det er dog meget forskelligt fra gruppe til
gruppe, hvornår grænsen præcist er nået.

Flere grupper

Ved flere par/grupper, der holdes i hvert sit anlæg, bør der være en uigennemsigtig

skillevæg eller tilstrækkelig afstand mellem anlæggene, så konflikter mellem
grupperne reduceres, og aberne dermed ikke stresses unødigt.
Grupper af rødbuget, kejserskæg-, skæg-, brunrygget tamarin og visse steder også
springtamarin (Callimico goeldii) ses i naturen ofte at associere sig med hinanden.
Tamariner kan dog være aggressive over for både fremmede artsfæller og andre
arter. Grundet den begrænsede plads i fangenskab bør tamariner som
udgangspunkt kun holdes med egne artsfæller i stabile, harmoniske grupper/par.

Formering

Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation
Tamariner kan i fangenskab yngle året rundt, og de får typisk 1-2 kuld årligt.
Den ene ynglende hun, som typisk danner par med én bestemt han (i visse større
grupper vil hun dog muligvis yngle med flere hanner), vil undertrykke
brunst/kønsmodenhed hos de andre hunner i gruppen gennem både adfærd og
afgivelse af feromoner (duftstoffer). På den måde undgås indavlet afkom, og hendes
unger sikres en god opfostring. De øvrige individer i gruppen (faderen og ældre
søskende) vil hjælpe til med yngelplejen, bl.a. ved at bære og beskytte ungerne,
hvormed de via deres slægtskab med afkommet hjælper med at føre deres egne
gener videre.

Drægtighedperioden

Drægtighedspermoden er 5-6 måneder, og hunnen føder 1-4 unger (oftest 2), der
hver vejer 25-55 g. Faderen ses ofte at hjælpe til under fødslen og slikke de nyfødte
unger rene.
Umiddelbart efter fødslen bæres ungerne rundt af primært faderen og senere også
af de ældre søskende, når de ikke dier hos moderen. Som ca. 3 uger gamle
begynder ungerne at blive mere nysgerrige og selvstændige og at udforske
omgivelserne på egen hånd. Som ca. 4 uger gamle begynder de at indtage fast
føde, i starten ved at tage det fra forældrene, ved siden af modermælken.

Ungerne

Ungerne bæres dog stadig en del rundt, indtil de bliver 6-7 uger gamle. Som ca. 3-4 måneder
gamle fravænnes de modermælken helt.
Ungerne bliver kønsmodne som 1,5-2-årige, hanner typisk lidt senere end hunner.
Da alle unger naturligt hjælper med at opfostre yngre søskende og herigennem selv
lærer at være forældre og begå sig socialt, må unger ikke tages fra familien for
tidligt. De må tidligst tages fra deres familie, når følgende (2.) kuld unger er
selvstændige, og helst først når det efterfølgende (3.) kuld unger er født, dvs. når de
er ca. 1 år gamle. I den periode er forældrene og resten af familien travlt optaget
med de yngre unger, og på den måde bliver indgrebet i familien hurtigt glemt. Hvis
hunungerne bliver sammen med forældrene i for lang tid (mere end 1½-2 år), er der
risiko for, at de bliver permanent sterile.

Jages

I visse grupper vil voksne unger jages af yngleparret, mens andre grupper med
voksne unger trives fint sammen. Jages et individ, skal det tages fra gruppen og
sættes til en ny mage, så stress og mistrivsel (både hos ungen og resten af familien)
undgås.
Der må aldrig avles på tætbeslægtede individer (f.eks. søskende, forældre-unger).

Sygdom

Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel
Vægttab, manglende appetit, dårlig pels og nedsat mobilitet kan være tegn på
sygdom. Holdes tamariner i gode, stimulerende omgivelser, får de afvekslende
foder, og holdes en god hygiejne i anlægget og i det rum, hvor foderet tilberedes,
ses sygdomme meget sjældent.

Fælder

I meget varme perioder om sommeren er det helt almindeligt, at tamariner fælder
mere end normalt. Hvis de har tydelige bare pletter, eller har delvis ”nøgne” haler,
er der dog noget galt; som regel skyldes det, at indeklimaet er for tørt, hvilket oftest
forekommer om vinteren, hvor indeanlægget opvarmes. Vær derfor opmærksom på især i vinterperioden, at den relative luftfugtighed er min. 50-60 %. Overdreven
pelstab kan også skyldes, at deres hud er meget i kontakt med urin, hvorfor
hylder/platforme skal hælde lidt, sådan at urin kan løbe af.
Mangel på D3-vitamin forårsager rakitis (en knoglesygdom), som resulterer i
lammelser i bl.a. bagkroppen og senere i skeletdeformationer og knoglebrud.
Udover et foder rigt på D3 og et dagligt vitamintilskud undgås sygdommen ved at
give aberne fri adgang til naturligt, direkte sollys, når vejret ellers tillader det.