Anmeldelse af Børnene Fra Sølvgade

Børnene fra Sølvgade

Filmmagasinet EKKO:

Foto | Peter Gramstrup

Hushjælpen Miss Nellie (Jakob Fauerby, i midten) bliver hyret af en gruppe tilsyneladende forældreløse børn, der bor alene i en lejlighed helt uden voksne. 

     

Komedien om en flok unger uden forældre er endelig en dansk børnefilm, der er spændende og morsom og har noget på hjerte i bedste Astrid Lindgren-ånd.

I komedien Mrs. Doubtfire fra 1993 forklæder Robin Williams sig i kjole, paryk og med make-up for overhovedet at få et job som moden barnepige. 

I musicalfilmen Mary Poppins fra 1964 rykker hovedpersonen ind i familien Banks for at sætte skik på uvorne unger, som den strikte nanny, hun er. Begge karakterer trækker på en lang, europæisk tradition for guvernantefortællinger om omsorgsgivere i den borgerlige familie.

I Mehdi Avaz’ Børnene fra Sølvgade møder vi en moderne vinkel på samme scenario.

Børnene i en familie, der er kommet i kommunens søgelys, slår en seddel op, hvor de averterer efter en hushjælp. Og efter at have set de mange mere eller mindre oplagte kandidater falder valget på manden Niels, der også kalder sig Miss Nellie.

Han går i dametøj, har neglelak og smykker på – faktisk lidt som Robin Williams havde i 1993 – og spilles knaldgodt af Jakob Fauerby.

Børnene er lidt af et kuld.

Katinka (stærkt spillet Ida Skelbæk-Knudsen) er en livsduelig vildbasse, der stjæler og laver ballade, men som jo dermed også handler. 

Kirk (en kæk Alfred Rivera) er husets nørd, som læser Karnovs lovsamling og vil være advokat. Den lille Petra kan flyve, siger hun og er – i den rørende skikkelse af Amelia Ahmad Abdullatif – alles kæledægge.

Storebroren Tristan (Alfred Kann) er familiens modne og ansvarsbevidste overhoved. Sagen er nemlig, at familien slet ikke har nogen forældre. Er de så overhovedet en familie?

Dramaet foregår i en slags Pippi Langstrømpe-verden og handler om, at Nellie og hans mand Brian, som er vvs’er og spilles vidunderligt af Anders W. Berthelsen, langsomt opdager tingenes rette sammenhæng.

Det barnlige, fantasifulde og kærlige går igen i alt i filmen, som tangerer det næsten lidt tegneserieagtige i sit æstetiske udtryk. Fra de herlige personer, hvor Dick Kaysø i rollen som reservebedstefaren Lars Hotter tager prisen, til kulørte interiører, spraglede kostumer og sjove påfund bimler og bamler alt af kreativitet, humor og nærmest fjollet livsglæde.

Instruktøren Mehdi Avaz har siden debuten med Mens vi lever fået anmelderhug for Kollision, Toscana og A Beautiful Life, men han har tydeligvis taget børnefilmen alvorligt, og genren klæder ham.

Nedenunder det muntre lurer flere former for mørke. Børnebogsforlægget er skrevet af Renée Toft Simonsen, der ud over at være instruktør og forfatter faktisk også er uddannet psykolog. 

Den faglighed mærker man i filmens dybere, psykologiske tematikker. På flere måder peges der på det udsatte barn, og der tilbydes trøst og omsorg i en kunstnerisk form.

De fire børns mor og far er nemlig forsvundet, og langsomt begynder vi – sammen med Miss Nellie og Brian – at få en idé om, at børnenes mor faktisk måske er død.

Ergo behandler filmen også subtilt efterladte børns sorg, som desværre er et lidt overset emne i børnelitteraturen og børnefilm, når man lige ser bort fra Astrid Lindgren-klassikeren Brødrene Løvehjerte. Et emne, som mange skilsmissebørn i øvrigt også vil kunne spejle sig i. 

Men derudover er der også den grumme sagsbehandler fra kommunen, ”Kommunetrolden”, der spilles med passende ækelhed af Ditte Hansen. Vil myndighederne sende dem på børnehjem? Læg dertil skoleinspektøren Hr. Moth, som spilles skægt af en ensrettet Lars Ranthe.

Heldigvis har børnene mange voksenvenner, der fungerer som hjælpere. Ud over Hotter, som altid er en rolig baggrund, er kvinden Jessica med til at skaffe mad, fordi hun er en mester i at skralde.

Filmen er dramatisk, spændende og lidt uhyggelig, men konsekvent tryg og sød. Og så er den temmelig morsom.

Værdimæssigt lægger filmen sig i sporet af den normkritiske woke-isme, og hvis man elsker seksuelle minoriteter, transkultur og opgør med både kommune, skolevæsen og straffelov, vil man være stærkt underholdt.

Er man mere old school, vil man måske overraskes over, hvordan normaliseringen af alt, hvad der er marginalt, faktisk frigør et uventet fokus på det, som det hele handler om: børnene og barnets tarv.

Børnene fra Sølvgade ender med at vende alting – køn, kernefamilie, relationer, roller, økonomi, retfærdighed – på hovedet. Og så står det hele omsider helt rigtigt. For i barnesorgens unormale verden, er det unormale pludselig normalt. 

Dét er virkelig godt set.

Backstage fun: Børnene fra Sølvgade